Maison de la Villettes GSM er en klassisk sydfransk rødvin med både saft og struktur. Grenache og Syrah dyrkes på skråningerne mellem Pyrenæerne og Cevennes, mens Mourvèdre kommer fra kystområderne ved Middelhavet – og tilsammen skaber de en vin med både varme, krydderi og friskhed. Druerne vinificeres separat med en kombination af hele klaser og afstilkning, og efter gæring modnes de i op til et år på brugte fade af både fransk og amerikansk eg, inden de forenes til den endelige cuvée.
I glasset fremstår vinen mørk og intens med en kompleks duft af solbær, kirsebær, blommer, sort peber og en snert af tobak. Smagen er fyldig og afrundet med modne bær, lakrids og krydderier, hvor tanninerne er modne og afslutningen tør og balanceret. Et oplagt match til grill, simreretter med rødt kød og vildt.