Denne Châteauneuf-du-Pape er lavet på økologiskdyrkede druer – Grenache, Syrah, Mourvèdre og Cinsault – fra forskellige parceller på Château Maucoil. Alt høstes i hånden ved optimal modenhed, og der sorteres grundigt både i marken og igen, når druerne rammer kælderen. Nogle af stokkene er over 80 år gamle, men til netop denne vin vælger man frugt fra lidt yngre vinstokke for at holde fokus på friskhed, finesse og et mere elegant udtryk.
Hver druesort og hver parcel gærer separat på åbne gæringskar, hvorefter vinen modnes 10–12 måneder på fad. Sammenstikningen sker først lige før aftapning, når alle brikkerne er faldet på plads.
Farven er flot, blank og intenst rubinrød. Næsen ligger mere i den delikate ende end den bombastiske, med sorte bær og fine toner af hvid peber. I munden er den klassisk Châteauneuf med mørke kirsebær, blommer, engelsk lakrids og afdæmpede krydderier, pakket ind i en blød, næsten velouragtig struktur. Afslutningen balancerer finesse og dybde på en måde, der gør vinen både seriøs og meget drikkevenlig.
Den spiller godt sammen med grillretter af vildt, okse, lam eller svinekød og gør sig også glimrende til middelhavsinspirerede risottoer og pastaretter. Serveres bedst ved 16–18 grader.