“Septembre” fra Edouard Delaunay er egentlig tænkt som en basisvin – men det er en af de basisvine, hvor man godt kan mærke, at der ligger lidt mere tanke bag end normalt. Navnet giver god mening. September er dér, det hele afgøres i Bourgogne, og det er også lidt den balance, vinen forsøger at ramme.
Frugten er hentet bredt: primært fra Côte de Nuits og Côte de Beaune for fylde, lidt fra Couchois for friskhed og en lille smule fra det sydlige Beaujolais for frugt og farve. Det lyder måske teknisk, men i praksis handler det bare om at skrue en Bourgogne sammen, der faktisk hænger sammen.
I næsen er den ret klassisk, men med lidt mere dybde end man forventer i kategorien. Kirsebær, hindbær og en smule mørkere bær, pakket ind i et tørt, let krydret udtryk. Der er også lige et hint af noget jordet og lidt fad, men det ligger pænt i baggrunden.
I munden er den både saftig og struktureret. Frugten er levende, syren holder den frisk, og de fine tanniner giver lige nok greb til, at det ikke bare bliver let og luftigt. Fadet er der, men diskret – mere som en ramme end som noget, der fylder.
Det er ikke en stor Bourgogne, men det er en ret vellykket én. Den slags vin hvor man tænker, at det her faktisk ligger et niveau over meget af det, man normalt møder i “Bourgogne Rouge”-feltet. Og det er måske egentlig det, der gør den interessant.