En elegant og seriøs Bourgogne Chardonnay fra François Carillon, som tydeligt bærer præg af både terroir og håndværk. Druerne stammer fra tre parceller i Puligny-området, hvor vinstokkene har en imponerende alder på op til 60 år – noget der i dén grad mærkes i vinens dybde og struktur.
Farven er klar og let gylden. I næsen finder man rene citrusnoter, et strejf af røg og en tydelig mineralitet, som leder tankerne mod sten og kalk. I munden er den fyldig og klassisk i stilen med både nerve og finesse. Der er god struktur og Chardonnay-typisk fedme, men uden at blive tung – tværtimod holdes det hele i flot balance af en frisk, rank syre og diskret fadpræg.
Vinen vokser med luft og temperatur, og eftersmagen antyder, at den vil udvikle sig flot over de næste 4-5 år. Ideel til alt godt fra havet – dampet fisk, fiskesupper, kammuslinger og østers – men vil også fungere fremragende til skaldyr i cremede eller smørbaserede saucer.