Van Volxem er et af de steder i Saar, hvor man ret hurtigt fornemmer, at ambitionerne stikker dybere end bare at lave “korrekt” Riesling. Her handler det om at få skråningerne til at tale – og Bockstein er en af de marker, hvor det virkelig giver mening. Stejl, sydvendt og fyldt med skifer og sandsten. Ikke et sted man lige kører traktoren igennem, men til gengæld et sted der kan levere Riesling med både spændstighed og dybde.
Spätlese lyder ofte som noget tungt og sødt, men det er slet ikke der, vi er her. Hos Van Volxem er det mere et spørgsmål om timing end stil. Druerne hænger lidt længere, får mere koncentration og aromatisk tryk, men syren og mineraliteten holder det hele i stram snor.
I næsen er det klassisk, men med lidt ekstra energi. Gule æbler, pære, citrus og hvid fersken, men også det der kølige, næsten stenede præg – lidt flint, lidt mynte, noget der giver kant. Det føles ikke bredt eller tungt, mere som om det hele er trukket stramt op.
I munden sker det, som Saar kan, når det rammer rigtigt. Sødme og syre ligger ikke oven på hinanden – de er flettet sammen. Frugten er saftig og ren, uden botrytis-præg, og så kommer den der mineralske afslutning snigende. Let saltet, næsten elektrisk, og med en længde der bliver hængende.
Det er sådan en vin, hvor man godt kan sidde og tænke, at det her egentlig burde være mere voldsomt – men i stedet er det præcist og balanceret. Det er også derfor, den fungerer så godt til mad med lidt spænding i. Asiatisk køkken, lime, chili, urter – alt det hvor sødme og syre skal spille sammen.
Og hvis man har tålmodighed, er det her ikke en vin, der har travlt. Den kan sagtens ligge i mange år og stille og roligt folde sig ud. Men den er også svær at lade være med at drikke nu, mens den stadig har den der friske, levende energi.
