Duften åbner let og delikat med en næsten kridhvid tone, selvom udgangspunktet er Spätburgunder, der er vinificeret som hvidvin. Det giver en fin dobbelthed i udtrykket, hvor røde bær som hindbær og kirsebær ligger diskret i baggrunden, mens appelsinskal og frisk citrus giver luft og løft.
I munden står vinen rank og frisk med en syre, der holder det hele levende. Frugten har lidt mere fylde, end man måske forventer, med modne hvide ferskner, et strejf af galiamelon og en snert grape, som glider over i en salt, mineralsk afslutning med et hint af hvid peber. Tanninerne er stort set fraværende, men der er stadig tekstur og spændstighed nok til at give vinen nerve og retning.
Eftersmagen hænger flot ved med citrus og melon, mens den mineralske kant og en diskret salinitet giver lyst til næste glas. Den er let på fødderne, men har stadig substans, og fungerer både nu – gerne let afkølet – og efter et år eller to på flaske, hvor udtrykket vil samle sig yderligere.