Mailly Brut Réserve er helt igennem klassisk og alt, hvad man forventer af Grand Cru Champagne med hold i traditionerne og med det varme hjerte på et blødt og venligt sted.
Champagnen her er en Cuvée bestående af 75% Pinot Noir og 25% Chardonnay, der er sammenstukket af basisvine fra forskellige årgange, hvoraf de ældste ligger på fad. Desuden er det en Reserve, hvilket betyder, at den har lagret mindst 24 måneder i Maillys manuelt udhuggede kælder i forbindelse med andengæringen i flasken inden frigivelse. Og det er absolut et plus:
Til den tid har den opnået en raffineret ristet aroma af kandiserede citrusfrugter, æbler, pærer, nænsomme forårsblomster, gær og friskbagt briôche.
En cremet struktur, god fylde og fin mousse forenes på tungen med en markant, lidt saltet syre og afsluttes - takket været de 7 g restsukker - rundt og elegant, inden et sidste slag med halen giver tyngde og struktur, der gør den yderst velegnet til mange forskellige formål.
Mailly er eksempelvis en nydelig oplevelse til snacks og starters men sætter også en særdeles høj standard til eksempelvis skaldyr og fisk.
Her er virkelig tale om en prægtig all-round Champagne med masser af god smag og lige så gode anmeldelser!