Cuvée 1604 Rouge er lidt af en joker i porteføljen hos Weingut Rappenhof. Navnet henviser til året, hvor familien første gang slog rødder på ejendommen i Alsheim, og vinen er samtidig et af de steder, hvor huset tillader sig at tænke lidt mindre klassisk.
Blend’et består af Blauer Portugieser og Cabernet Sauvignon – en kombination man ikke lige møder hver dag i Rheinhessen. Portugieser leverer den saftige, umiddelbare frugt og den letløbende stil, mens Cabernet Sauvignon kommer ind fra siden og giver vinen lidt struktur, lidt mørkere frugt og et strejf krydderi. Vinen har desuden fået tid på barrique, hvilket lige samler tingene og giver en smule dybde.
Næsen er først og fremmest frugtdrevet. Saftige kirsebær, hindbær og røde blommer vælter op af glasset, men der ligger også lidt mørkere toner af solbær og et diskret strejf af krydderi bagved. Fadet kan godt anes – en lille smule ristet varme og krydderi – men det er mere noget der ligger og støtter frugten end noget, der prøver at stjæle billedet.
I munden er den præcis så charmerende, som man håber. Portugieser-delen gør vinen saftig og utrolig let at drikke, mens Cabernet’en giver lige nok struktur til, at det ikke bare bliver frugtjuice i pænt glas. Syren holder det hele friskt, og tanninerne er bløde og venlige.
Det er ikke en vin, der forsøger at være stor og alvorlig. Den vil meget hellere være livlig, saftig og farligt nem at tømme – og det er egentlig en ret sympatisk ambition.