Marlborough har for længst sat sig tungt på verdenskortet, når det gælder Sauvignon Blanc, og her er det winemaker Matt Thomson, der står bag. Druerne kommer udelukkende fra Holdaway-marken i Dillons Point, hvor de dyrkes bæredygtigt og høstes samt sorteres i hånden. Gæringen foregår udelukkende på ståltank, så udtrykket står rent og præcist uden forstyrrende elementer fra fad.
Stilen er klassisk Marlborough, men med lidt ekstra dybde og ro i udtrykket. Duften springer nærmest op af glasset med passionsfrugt, guava og citronskal, flankeret af østersskaller, citrongræs og et grønt strejf af rød peberfrugt. I munden er frugten intens og levende, balanceret af en let salt mineralitet og en fin, præcis syre, der holder det hele stramt og elegant. Det er Sauvignon Blanc med både power og balance – og et virkelig flot eksempel på, hvad området kan, når frugten er i orden.