Fra de idylliske skråninger på den højre bred af Marne-dalen – mellem vinbyerne Epernay og Dormans – laver Olivier Collard denne imponerende Blanc de Noirs-champagne på lige dele Pinot Noir og Meunier.
Champagnen er sammensat af 60% reservevine fra 2013, 2014 og 2015 og 40% fra årgang 2016, hvilket giver en usædvanligt harmonisk og dyb profil. Kun cuvée’en – altså den første, fineste most – er anvendt, og vinifikationen foregår med naturlig gær i store 72 hl egetræsfade. Her får vinen lov til at udvikle sig uden malolaktisk gæring og med minimal filtrering, inden den lagrer 12 måneder på sin fine bærme og derefter hele syv år på flaske.
I glasset er farven gylden med dybde, og næsen åbner sig med modne kirsebær, bagværk og en snert af kiks. Smagen er rank og frisk med flot rødbærsfrugt og en underliggende kompleksitet, hvor den lange flaskelagring mærkes i form af ristet toast, autolyse og finesse.
En ægte Blanc de Noirs med både dybde og præcision – og en champagne, der i dén grad leverer varen til prisen.