Det her er næsten mere koncentrat af Pedro Ximénez end almindelig vin.
Efter høsten bliver druerne lagt ud under den andalusiske sol i minimum 21 dage. Langsomt forsvinder vandet, mens sukker, syre og smag bliver koncentreret. Ud af 1.000 kg friskhøstede druer står man til sidst med omkring 300 kg rosiner – og når de presses, bliver det til sølle 200 liter most.
Det er en ret voldsom måde at lave vin på.
Og så begynder tiden.
Vinen lagres minimum 15 år på amerikanske egetræsfade i familiens gamle solera, som blev startet i 1918. Fire generationer har siden holdt den kørende, så noget af historien i glasset går mere end 100 år tilbage. Ximénez-Spínola laver ovenikøbet mindre end halvdelen af den mængde, de egentlig har tilladelse til – fadene bliver smagt enkeltvis, og kun det, der holder niveauet, kommer med.
Farven er dyb mahogni, næsten sort i midten, og allerede når man slynger glasset rundt, kan man se, at vi har med noget seriøst koncentreret stads at gøre.
Næsen er voldsom. Rosiner og svesker står først, efterfulgt af tørrede figner og dadler. Så begynder den lange oxidative lagring at melde sig med valnødder, ristede kaffebønner, mørk chokolade og kakao. Der ligger også lidt hasselnød og mørkt ristede toner nedenunder, og jo længere man sidder med den, jo mindre kommer den til at handle om “sød vin” og jo mere om alle de lag, der ligger rundt om sødmen.
I munden er den enormt koncentreret og næsten sirupsagtig, men samtidig overraskende silkeblød. Rosin, figenkompot og sveske fylder hele munden, inden kaffe, kakao, valnød og mørk chokolade kommer efter. En frisk syre og en lille bitter kant fra den lange fadlagring er helt afgørende – ellers ville den her mængde sødme simpelthen blive for meget.
Det gør den ikke.
I stedet får man den dér mærkelige PX-oplevelse, hvor man tænker, at én lille mundfuld burde være rigeligt – og 20 sekunder senere tager man lige en mere.
Ximénez-Spínola selv nægter faktisk principielt at anbefale mad til deres vine. De vil ikke bestemme, hvad folk skal spise til dem. Det respekterer jeg egentlig meget godt.
Men jeg gør det alligevel.
Vaniljeis er næsten urimeligt godt – hæld eventuelt en smule PX direkte over og kald det dessert. En mørk chokoladefondant med espresso eller ristede nødder vil også være svært at slå. Og vil man væk fra desserten, så find en kraftig blåskimmelost. Salt, fedme og PX’ens massive sødme er en ret fantastisk kombination.
Men den mest oplagte servering er måske bare et lille glas efter middagen.
For det her er ikke vin, man drikker i store glas og store mundfulde. Det er 15 års fad, soltørrede druer og en solera med rødder tilbage til 1918 samlet i noget, der nærmest smager som flydende rosiner, kaffe og mørk chokolade.
Og det er fuldstændig overdrevet.
På den helt rigtige måde.
Bonusinfo; Jeg fik den serveret på Restaurant Under i Norge - Kæmpe oplevelse, virkelig en stor vin!
Alkohol procent: 15%
Volume: 75cl
Allergener: Indeholde sulfitter