Der er Langhe Nebbiolo – og så er der Langhe Nebbiolo, hvor man lige skal kigge en ekstra gang på, hvor druerne egentlig kommer fra.
Her er vi på Damiano i Serralunga d’Alba. En lille parcel på bare 0,8 hektar, beliggende på bagsiden af den berømte Vigna Rionda. Marken vender mod nordvest og er derfor markant køligere end mange af de mere solrige eksponeringer omkring Serralunga. Det giver rigtig god mening, når man får vinen i glasset: der er Serralunga-karakter og struktur, men samtidig en friskhed og elegance, der gør den forbavsende tilgængelig allerede nu.
Damiano havde ligget brak, inden Diego Rivetti og Elena Strada bragte den tilbage til livet og genplantede Nebbiolo i 2018. Det er altså stadig unge stokke – men de står på temmelig seriøs adresse.
2023 er lavet med en ret enkel hånd i kælderen. Halvdelen af vinen får lov at udvikle sig på ståltank, mens den anden halvdel ligger på brugte 15 hl træfade. Nok træ til at give struktur og ro, men uden at begynde at overdøve Nebbioloens frugt og parfume.
Og den dufter virkelig af Nebbiolo.
Friske kirsebær og hindbær står forrest sammen med rosenblade, lidt appelsinskal og et diskret lakridsagtigt og jordet strejf. Der er noget ret lyst og energisk over frugten, men nedenunder ligger den lidt mørkere Serralunga-nerve og giver vinen mere alvor.
I munden er den rank og saftig med masser af frisk rød frugt og en syre, der holder hele molevitten levende. Tanninen er tydelig – selvfølgelig, det er Nebbiolo – men den er fin og allerede overraskende velintegreret. Det giver den dér fantastiske kombination, hvor vinen både har struktur nok til at føles seriøs og samtidig et drikkeflow, der gør det meget svært at holde fingrene fra næste glas.
Og det er måske lige præcis derfor, Langhe Nebbiolo kan være så pokkers interessant. Man får roserne, kirsebærrene, syren, tanninen og noget af alvoren fra Serralunga, men uden nødvendigvis at skulle vente et årti, før flasken begynder at tale med én.
Madmæssigt kalder den på Piemonte. Tajarin eller pappardelle med ragù, risotto med svampe, kalv, kanin eller en simpel tagliata med parmesan. Og hvis der kommer trøffel eller bare godt med svampe ind over, bliver det bestemt ikke dårligere.
Det her er ikke Barolo forklædt som Langhe Nebbiolo. Det behøver den heller ikke være. Det er seriøs Nebbiolo fra et seriøst sted, bare med skuldrene lidt længere nede og døren allerede åben.
Alkohol procent: 13,5%
Volume: 75cl
Allergener: Indeholde sulfitter