113 gram restsukker lyder voldsomt. Og ja – det er sød vin. Men det interessante ved den her flaske er, hvor hurtigt man holder op med at tænke over sukkeret og i stedet begynder at tænke over alt det andet, der foregår.
Vendanges Tardives er ikke bare et smart navn for sent høstede druer. I Alsace er betegnelsen reguleret og forbeholdt vine lavet på druer med en meget høj naturlig modenhed. De høstes i hånden, og koncentrationen skal komme fra selve druen – ikke fra et efterfølgende tryllenummer i kælderen.
Sylvie laver dem kun, når årgangen giver mulighed for det, og i 2018 kommer Pinot Gris-druerne fra Blosenberg – “den blæsende bakke”. Marken ligger som en vestvendt forlængelse af Grand Cru Kanzlerberg, hvor aftensol, vind og en lang modning giver noget ret afgørende til netop den her type vin: modenhed uden at friskheden nødvendigvis bliver ofret undervejs.
Stokkene er omkring 37 år gamle, høsten foregår manuelt, vinen spontangæres og får derefter otte måneder på de fine gærrester. Til sidst står vi med 113,1 g/l restsukker. Det er massivt på papiret – men glasset fortæller en langt mere nuanceret historie.
Næsen er nærmest et helt frugtfad: mirabelle, fersken og abrikos, men også et overraskende strejf af hindbær, der giver noget friskere og mere løftet midt i al den modne frugt.
I munden bliver mirabellen mere koncentreret og næsten kandiseret. Pære og abrikos følger med, og især abrikosen bliver ved med at insistere. Men noget af det mest imponerende kommer faktisk bagefter: retronasalt eksploderer den nærmest i blomster. Enormt floral, parfumeret og vedholdende på en måde, der gør vinen langt mere kompleks end bare “sød og frugtig”.
Og dét er hele pointen. Sødmen er stor, men den står ikke alene. Der er frugt, struktur, floralitet og nok friskhed til, at vinen bliver ved med at være vin – ikke bare dessert på flaske.
Madmæssigt må man gerne lege med den. Foie gras er næsten selvskrevet, fordi vinens sødme og friskhed kan skære igennem den enorme fedme, mens abrikos, fersken og mirabelle spiller virkelig flot sammen med den dybe, rige smag.
Bagt mazarin med hyldeblomstsorbet ville også være et vanvittigt spændende match: mandlens fedme og dybde mod den modne frugt, mens hyldeblomsten kan samle vinens florale side op og give friskhed.
Pære- eller fersken-Tarte Tatin ligger næsten lige til højrebenet, fordi den karamelliserede frugt spejler vinens pære, fersken og kandiserede mirabelle. Og vil man over i ost, så Munster med karamelliserede valnødder. Det er mere voldsomt – men også sådan et match, hvor Alsace pludselig giver rigtig meget mening.
Og så kan den selvfølgelig også stå helt alene.
For det her er en af de søde vine, hvor et lille glas efter middagen meget hurtigt udvikler sig til, at man bliver siddende lidt længere end planlagt. Ikke fordi den bare er lækker og sød, men fordi der bliver ved med at ske noget i glasset.
Alkohol procent: 12,21%
Volume: 75cl
Allergener: Indeholde sulfitter