Det her er en af de flasker, der fik mig til at stoppe lidt op første gang, jeg smagte den. For ja, der står Crémant d’Alsace på etiketten – men i glasset begynder hovedet ret hurtigt at bevæge sig et helt andet sted hen.
Sylvie arbejder med et ekstremt lavt udbytte på omkring 22 hl/ha fra ca. 35 år gamle stokke på sydvendte marker omkring Bergheim. Det er den slags kompromisløsitet i marken, man normalt forbinder med langt dyrere mousserende vine. Undergrunden består af mørke, gipsførende Keuper-mergler omkring familiens gamle gipsgrav, og det er med til at give den mineralske og let salte nerve, som går igen i rigtig meget af det, Sylvie laver.
Farven er flot strågul, og boblerne er fine og virkelig godt integrerede. Allerede dér begynder den at føles mere som vin med bobler end bobler med vin.
Og så kommer næsen. Granny Smith, toast og friskbagt mælkebrød, efterfulgt af grønne stikkelsbær og topmoden pomelo. Der er en dybde i den, som helt ærligt sender mine tanker mod moden Champagne – eller den slags Blanc de Blancs, der har fået rigtig god tid på bærmen. Ikke fordi den prøver at kopiere Champagne, men fordi den har den samme kombination af friskhed, dybde og ro i udtrykket.
I munden er den knastør, præcis og enormt levende. De grønne æbler og pomeloen giver friskhed, toasten og mælkebrødet giver dybde, og boblerne ligger så fint integreret, at de aldrig tager fokus fra selve vinen. Eftersmagen er lang, ren og appetitvækkende med den lille mineralske kant, der får én til at tage næste slurk lidt hurtigere end planlagt.
Madmæssigt kan den langt mere end bare stå som aperitif. Personligt ville jeg sætte den til hårdt stegte kammuslinger med Granny Smith og brunet smør, et fad østers eller en smørstegt fisk med beurre blanc. Her får både pomeloen, de grønne æbler og de dybere toner af toast og mælkebrød virkelig noget at arbejde med. Til ost ville jeg gå efter noget fedt og cremet som Brillat-Savarin eller Chaource, hvor Brut Nature-friskheden kan rense op, mens vinens dybde holder trit med fedmen.
Det er nok dét, jeg holder mest af ved den her: Den forsøger ikke at imponere med volumen. Den imponerer ved at have substans. Et seriøst glas mousserende vin med dybde, friskhed og personlighed – og en af de flasker, der ret hurtigt forklarer, hvorfor jeg faldt så hårdt for Sylvies vine.
Alkohol procent: 13,22%
Volume: 75cl
Allergener: Indeholde sulfitter