Der er vine, hvor etiketten bare er emballage. Og så er der N’Alsace, hvor man næsten er nødt til at kende historien, før hele flasken giver mening.
Etiketten er skabt af kunstneren Roland Perret og tager udgangspunkt i hans lettere vanvittige univers “La Nalsace” – en parallel og omvendt Alsace-verden, der ifølge fortællingen findes lige under fødderne på os. Fyldt med alsacisk humor, poesi og selvironi. Det er skævt, charmerende og egentlig en ret perfekt indpakning til den vin, Sylvie har hældt i flasken.
Pinot Gris spiller hovedrollen med Muscat og Gewurztraminer ved siden af. Tre druer, der hver især sagtens kan fylde et rum alene, men her fungerer de overraskende harmonisk sammen. Druerne kommer fra vestvendte marker omkring Bergheim med ca. 43 år gamle stokke i Sylvies karakteristiske Keuper-mergler med gips. Alt høstes i hånden, spontangæres og får otte måneder på bærmen.
I glasset har den lidt mere viskositet og fylde, og Gewurztraminer fornægter sig altså ikke i næsen. Det er floralt med moden pære, næsten konservespære, akacieblomst og en lille nektaragtig tone. I munden bliver pæren mørkere og mere moden – nærmest bagt – mens friskheden holder hele molevitten levende.
Og så er den bare virkelig rar at drikke. Sådan helt grundlæggende. Den type vin, hvor man opdager, at man tager væsentligt større slurke, end man egentlig havde tænkt sig.
Sylvie kalder den selv “vin des copains” – vin mellem venner – og da vi var hos hende, gav hun os en flaske med ordene: “Nyd den her, imens I kigger på hinanden.”
Det fortæller egentlig mere om N’Alsace end en halv side tekniske data nogensinde kunne.
Madmæssigt skal vi heller ikke gøre det mere kompliceret, end vinen selv lægger op til. Flammkuchen er nærmest selvskrevet – sprød bund, crème fraîche, løg og bacon midt på bordet, folk der tager et stykke mere, og N’Alsace i glassene. Social food til social wine.
Pasta med ricotta fungerer også virkelig flot, gerne med lidt citron eller friske urter, og skal vi lidt længere ud, så svineterrine med brændte figner, hvor vinens modne pære, florale toner og fylde får noget virkelig lækkert at arbejde sammen med. Sylvie selv peger også på tærter og bløde oste.
Det her er ikke vin, man skal sidde andægtigt og have respekt for. Det er vin, man skal åbne, dele og nyde. Og nogle gange er det faktisk langt vigtigere.
Alkohol procent: 14,5%
Volume: 75cl
Allergener: Indeholde sulfitter