Domaine Sylvie Spielmann
Det her begyndte som en ferie i Alsace og endte med, at jeg fandt en vinmager og nogle vine, med så meget sjæl og unika, at jeg simpelthen ikke kunne slippe det igen.
Sylvie blev VinNørdens første egenimport — og her finder du de flasker, der gjorde, at jeg tænkte:
Dem her skal andre også smage!
Domaine Sylvie Spielmann
Bergheim, Alsace
Der er ikke meget ved Domaine Sylvie Spielmann, der føles konstrueret. Og det passer egentlig meget godt til vinene.
Sylvie holder til lige uden for Bergheim i det nordlige Alsace, hvor familien gennem generationer har været tæt knyttet til stedet. Domaine’et råder over 9 hektar, hvoraf omkring 7 ligger samlet omkring gården og familiens gamle gipsbrud. Netop de gipsrige mergeljorde er en vigtig del af identiteten i flere af vinene. Domaine’et har været økologisk certificeret siden 1999, og markerne dyrkes i dag efter biodynamiske principper.
Fokus er først og fremmest på terroir. Sylvie arbejder med de enkelte markers forskelligheder og med druernes evne til at formidle dem, fremfor at forsøge at presse hele sortimentet ind i én bestemt stil. Det mærkes især, når man smager flere af vinene ved siden af hinanden: Blosenberg er ikke Engelgarten, og Engelgarten er ikke Kanzlerberg. Det er netop meningen.
Det var ikke en plan om egenimport, der førte mig til Sylvie. Det var vinene.
Og måske er det egentlig den bedste måde, det kunne være sket på. For da vi kørte hjem fra Bergheim, var der én tanke, jeg ikke rigtig kunne slippe:
De her vine skal andre også have lov til at smage.
Det er egentlig hele forklaringen på, hvorfor de står hos VinNørden i dag.